Hvordan holder man styr på alle emner i fabrikken? En ny sporbarheds-løsning er kommet fra en startup, der med verdens mindste stregkode integreret i støbeformen vil hjælpe operatører med gennemsigtighed i produktionen. Teknologien kan få sit gennembrud i 2021, mener SMV’en bag, der har testet løsningen hos et andet MADE-medlem.

Link til original artikel på MADE’s hjemmeside

Iværksættervirksomheden Rel8 – et spin-off selskab fra MADE-medlemmet Inmold – har udviklet verdens mindste stregkode. Den kan hjælpe med at sikre, at emner i produktionen ikke bliver væk eller bliver forvekslet med lignende emner.

Du kan ikke føle det – og kun se det i det rigtige lys.

Iværksættervirksomheden Rel8 – et spin-off selskab fra MADE-medlemmet Inmold – har udviklet verdens mindste stregkode. Overfladen er så lille, at den ikke kan mærkes mod huden, men sporingsløsningen kan gøre en stor forskel for produktionsvirksomheder, der undgår ekstra arbejdsgange.

”Et hår er omkring 60 mikrometer i tykkelsen, og vores stregkode ligger på ca. en hundrededel af et hårs tykkelse. Det kan man ikke føle. Med meget små emner er det fysisk umuligt at sætte klistermærker på, og den udfordring løser vi. Vi ser, at små emner ikke har nogen former for identifikation,” siger Guggi Kofod, CEO ved Rel8 (spin-off fra SMV’en Inmold fra Hørsholm), der udvikler mikro- og nanostrukturer.          

Teknologien og konceptet bag løsningen stammer fra Inmolds forskning i forsknings- og innovationsplatformene MADE SPIR og MADE Digital, hvor SMV’en samarbejdede med The LEGO Group. Det innovative tiltag er direkte resultat fra anvendt forksning i MADE-regi.   

Det er en sikker måde at vare- og lagerstyre dine emner på. Du vil aldrig mere være bange for at noget forsvinder fra lageret – fordi her er der ingen papirsedler, der kan blive byttet om

Guggi Kofod, Senior Consultant hos Inmold og CEO ved Rel8

Med Imzerts stregkode kan meget små emner spores og identificeres.

Nanoteknologi kan revolutionere produktionen

Nano betyder en milliardtedel af en enhed, f.eks. er en nanometer 0,000 000 001 m. Navnet kommer af nanos (νάνος) som betyder dværg på græsk. Hvis man gransker diverse leksika, så opdager man, at udviklingen af nanoteknologi kun er i sin spæde start.

’Nanoteknologien har mulighed for at revolutionere store dele af den industrielle produktion inden for bl.a. elektronik, kemisk industri, lægevidenskabelige metoder og præparater samt biologiske produkter. Der er iværksat en omfattende forskningsindsats i industrilandene inden for nanoteknologi,’ skriver Gyldendal.

Rel8, der arbejder med overfladeprocesser i sprøjtestøbe-værktøjer, har udviklet en ny form for sporbarhed med nanostrukturer i et produkt ved navn Imzert. Rel8 har endnu ikke landet sin første kunde, men har i cases testet, at løsningen holder:

”Vi har nogle cases bl.a. hos en større dansk medico-virksomhed, hvor vi har arbejdet med at levere sporbarhed på et emne. Udfordringen for dem var at oprette en stregkode på et meget lille emne, som de kunne scanne, og det lykkedes,” siger Guggi Kofod.

Hvordan bliver verdens mindste stregkode til?

”Vi har udviklet en løsning, så vi kan nanostrukturere overflader til sprøjtestøbe-værktøjer. Nanostrukturerne i plastik er synlige også i almindeligt lys – og vi kan forme dem sådan, så der former sig en 2D-stregkode, når man lyser på dem,” forklarer Guggi Kofod.

Der er tale om en overfladetekstur med en meget, meget lille geometri. De små stregkoder integreret i støbeformen giver en række fordele:

”Når man laver Vision-scan for at se, om emnet er støbt ordentligt, kan man samtidig scanne stregkoden for at kategorisere og identificere. Det skulle i praksis løse, at forskellige emner – der ser identiske ud – fejlagtigt bliver blandet sammen, f.eks. hvis man har nye revisioner af en komponent. Af og til har operatørerne ikke en chance for at se, om de står med det rigtige emne på fabrikken,” fortæller Guggi Kofod.

Se her, hvordan sporbarhedsløsningen virker.

Samarbejde med andet MADE-medlem

Rel8 er gået sammen med en anden virksomhed for at teste Imzert-løsningen på gulvet.

I et samarbejde med MADE-medlemmet Zebicon, der arbejder med industriel måleteknik, 3D-scanning og -opmåling, fik de bevist, at stregkoderne er kompatible med en 3D-scanner.

”Når man har en stregkode på selve emnet, så man kan lave linket 100 procent sikkert tilbage til støbeformen. Hvis man har en lidt større produktion, hvor man f.eks. er underleverandør til 50 andre virksomheder, så er der mange småproduktioner rundt omkring i hallen, og for at være 120 procent sikker, så fortæller emnet selv til kameraet, hvad det er,” siger Guggi Kofod.

For Zebicon – og andre produktionsvirksomheder – handler det om at eliminere fejl og risici for at operatører, maskinteknikere eller andre i produktionen bytter om eller forveksler emner.

”Guggi giver mine kunder muligheden for entydigt at verificere, hvad det er for et emne, der bliver set på. Det afhænger ikke længere af, om en operatør har taget luppen frem og inspiceret emnet. Vi kan lave en entydig kobling mellem data, der bliver opsamlet, og ID på det emne, som vi kigger på,” forklarer Jeppe Hebsgaard Laursen, CEO Zebicon.

Her ses ‘ATOS Q i Scanbox 4105’ fra virksomheden GOM. Forsøget, der blev udført hos Zebicon, viser at identifikationsmærket kan aflæses af 3D-scanneren i forbindelse med opmåling af emnerne.

”Alle laver fejl, og nu kan vi eliminere dem”

SMV’en fra Billund arbejder meget med kvalitetskontrol og inspektion i alt fra manuelle til højtautomatiserede løsninger i emnespænd på få mm. til store geometrier til vindmøller. Forsøget hos Zebicon gik lynhurtigt, da 3D-scanneren virkede sammen med de bittesmå stregkoder.

”Begejstringen var stor, da vi konstaterede, at det virkede. Det er fedt! Det viste sig at være verdens nemmeste test. Det tog fire minutter og sagde bare ’beep’, så var QR-koden aflæst. Det var en meget, meget hurtig proof-of-concept,” lyder det fra direktøren.

For Zebicons kunder er det afgørende at få valideret og verificeret sporbarheden, så de med sikkerhed kan sige, om det er det rigtige emne.

”Det er super interessant. Det giver mig en mulighed for at trække en specifik information på emnet og vurdere den i mit datasæt. Jeg kan hejse et flag og sige go eller no go – eller give besked til operatøren om, at jeg tror, du har byttet om på noget eller lavet en slåfejl. Vi kommer alle til at lave fejl på et eller andet tidspunkt. Dem kan vi nu eliminere,” vurderer Jeppe Hebsgaard Laursen.

Der er et stort potentiale i at skabe mere sporbarhed og gennemsigtighed i produktion og forsyningskæder. Det er noget vi har set en del af inden for de sidste år og noget vi forventer vil blive ved med at få mere og mere fokus fremover

Mikkel Leth Olsen, Head of Design & Data Department in IoT, Data & Services Innovation hos FORCE Technology

”2021 kan blive et gennembrud for os”

Rel8 håber at få referencekunder ved at få prøveversioner af Imzert ud til virksomheder i automobil-, medico-, og elektronikindustrien, for løsningen er unik. Og snebolden skal nok rulle, når først ideen er udbredt og flere forskellige steder bruger QR-koden, vurderer Zebicons direktør:

”Potentialet er utroligt stort. Det er en no-brainer at have styr på emner.  Det er en unik automatisk sporbarhed, der tilfører værdi ved, at vi – uden ekstra besvær – kan opsamle QR-koden og verificerer. Du kunne lige så godt spørge mig: ’Er det en god idé, at der er serienumre på biler’? Ja, det er nok en rigtig god idé,” fortæller Jeppe Hebsgaard Laursen

Ved Rel8 deler de optimismen:

”Jeg tror, 2021 kunne blive året, hvor vi bryder igennem med den her løsning. Nu skal vi finde de første kunder, som vil tage os med helt ind i deres produktion og stå på mål for, at det faktisk virker,” vurderer Guggi Kofod, CEO ved Rel8.

Categories: ARTICLE

This website uses cookies. By continuing to use this site, you accept our use of cookies.